POESIENS DAG
Gennem fem år byggede jeg, på frivillig basis, Poesiens Dag op.
Jeg havde en idé om at skabe en smuk begivenhed. Jytte Abildstrøm havde allerede i 2000 arrangeret Poesiens Dag i Frederiksberg Have, så jeg spurgte om jeg måtte låne navnet, og Riddersalen hjalp med mange ting. Så fra 2002 inviterede jeg professionelle skuespillere, forfattere, digtere og musikere - både danske og udenlandske navne - til at læse op og spille i Frederiksbergs gamle guldalderhave.
Første gang deltog 50 kunstnere, og der har vel bare været et par hundrede gæster, men allerede fra 2003 havde rygtet om arrangementet spredt sig, og vi havde over 100 tilmeldte kunstnere og der kom 4000 besøgende hver gang. Overalt i den smukke have under træerne, på kanalerne og på plænerne kunne man opleve kunstnere optræde med poesi.
Jeg samlede en bestyrelse af begavede mennesker, som kom med gode råd. Og jeg fundraisede penge til transport, fest og mad og til priser til de optrædende kunstnere. Kunstneren Peter Lunding havde fremstillet en skøn lille statuette, Græsprisen, specielt til prismodtagerne. Og der fulgte penge med fra gavmilde sponsorer.
Hvert år var der et udvalgt digt af en anerkendt digter. Og der blev trykt programmer, så man kunne finde kunstnerne nogenlunde dér, hvor de havde fået pladser på kortet...
Hvert år fik alle de optrædende en særlig Poesiens Dag-paraply, et tæppe, og et skilt, som de selv skulle skrive deres navn på, inden de gik ud og optrådte i den store, smukke guldalderhave.
Hjælpere kom med vand, te og kaffe til de optrædende i løbet af dagen. Og alle kunne få en gibbernakker, hvis de tabte pusten.
Vi gav byen en gave hvert år i fem år i træk, og det er jeg meget stolt af.
Se galleri.
